Attraktioner

Inspiration til lokale attraktioner

Kunstværk af Thilo Frank, som Hjallerup vandt i forbindelse med projektet Vores kunst - et samarbejde mellem DR og Statens kunstfond samt lokale bidragydere. Nyd turen gennem den cirkulære trækorridor! EKKO ligger placeret ved Hjallerup Mekaniske Museum og Hjallerup sø, tæt på markedspladsen.

Det er den stenrige Ingeborg Skeel, der har æren for i 1580 at have opført et af Danmarks smukkeste renæssancehuse, Voergaard Slot. Men hendes eftermæle er trods alt lidt blakket, og der verserer hårrejsende historier om borgfruens gerrighed og ugerninger. Således fortælles der, at hun straks efter byggeriets afslutning tog livet af bygmesteren Philip Brandin. Fordi hun ville sikre sig, at bygmesteren ikke tog andre steder hen og opførte et lignende slot for nogen anden.

Hjallerup Idrætscenter har både svømmehal og motionscenter. Der er åben for offentlig svømning hver onsdag aften og søndag formiddag - fra sidst i maj til sidst i august er der dog sommerlukket. Kig på hjemmesiden for information om åbningstider.

Kino Hjallerup viser film hver aften og ofte om eftermiddagen i weekenden til konkurrencedygtige priser. Kino Hjallerup drives i dag udelukkende ved frivillig arbejdskraft, hvor flere end 60 frivillige mindst en gang om måneden enten er filmoperatører, billet- / sliksælgere, eller de tager sig af rengøringen.

Musikforeningen arrangerer mellem 10-14 koncerter om året primært på Hotel Hjallerup Kro. Formålet er at præsentere alsidige musiknavne samt give unge musikere mulighed for at optræde foran et større publikum.

Hjallerup Marked er et af Nordens største heste- og kræmmermarkeder, som hvert år i juni tiltrækker omkring 200.000 gæster. Helt tilbage fra 1700-tallet har der været tradition for hestemarked ved Hjallerup og det er også hestene, som er markedets sjæl. Hvert år kan over 1000 heste beskues og i rekordåret 2007 deltog 1400 heste.

Se også stumfilmen om hestehandel på Hjallerup Marked på Filmcentralen.dk.

Er du bidt af traktorer, biler, motorcykler, landbrugsmaskiner og anden mekanik, så er Hjallerup Mekaniske Museum stedet for dig. Her vil du kunne opleve udviklingen inden for landbrugets mekanisering og industriens indtog i Danmark op gennem 1900-tallet. Det 2000 m2 store museum er handicapvenligt og har et cafeteria samt mødelokaler. Museet har begrænset åbningstid.

5 km fra Hjallerup ligger Lavendelbo, Danmarks eneste og tilmed også den nordligste lavendelfarm. Her kan du for en stund opleve et lille stykke sydfransk stemning med duften og farverne fra 16.000 lavendelplanter. Her er det muligt at få en times guidet rundvisning, købe sæbe, shampoo og olier samt lavendelplanter til din have.

Anton Christensen Laier var præst og kunstner, hvilket vakte vild opsigt i sin samtid. Laier var præst i Hjallerup fra 1927-37, men blev brutalt frataget sit præsteembede, da han af gejstligheden blev stemplet som sindssyg. Udstillingen omfatter over 200 skulpturer samt et udvalg af pastor Laiers 250 malerier. Museet har begrænset åbningstid.

På museet kan livet på landet gennem 150 år fra perioden 1800-1950 opleves. Perioden var en tid med store forandringer. Med vej- og jernbanenettets udbygning i Nordjylland 1852-1929 opstod nye byer, og i dem blomstrede et driftigt håndværk og forretningsliv op. Besøg museet og se de små landerhverv, som for alvor forsvandt i 1960'erne.

I Byskoven ved Hjallerupvej 52 - ved indkørslen til Hjallerup Rensningsanlæg, finder du den 3 km lange mountainbikebane, som er blevet etableret af frivillige kræfter og blev indviet i 2012.

Tag din hund med på en tur i hundeskoven ved Hjallerup, som blev etableret i 2011. Hundeskoven er placeret i skoven ved Frederikshvilevej. Her er plads til alle - mennesker såvel som hunde.

På sydsiden af Jyske Ås og med udsigt til Aalborg finder du verdens nordligste godkendte vingård Alderslyst. Alderslyst Vingård har deres eget vineri, og det er muligt at få en rundvisning i både vineriet og i vinmarken.

Hjallerup by driver Kulturhusdelen udelukkende ved hjælp af ca. 100 frivillige. Huset anvendes til gudstjenester, teater, koncerter, film, foredrag, foreningsaktiviteter, møder og private fester. Derudover er der biblioteket.

Der er fri adgang til den smukke park hele året.  I den 7 ha. store park er der over 10.000 rhododendron-planter fordelt på ca. 130 arter. Flere steder i parken er der opstillet borde og bænke, hvor man kan nyde sin medbragte mad eller kaffe. Parken er let fremkommelig for f.eks. kørestole og barnevogne.

Stor forlystelsespark ved Fårup. Hele området fylder det samme som 55 fodboldbaner og garanterer oplevelser for alle aldre. Der er aktiviteter for både dem, som bare vil nyde blomsterne og samværet med familien samt de vilde vovehalse, som ikke kan få nok af spændingen på de hurtige og høje rutsjebaner.

Booking