Fiskeri i Ryå og Nørreå

Afstand: 153.91 Km

Her er der et godt havørredfiskeri, men man kan også fange gedder, aborre, brasen og skaller.

Brønderslev Lystfiskeriforening har adgang til fiskeri i Ryå fra Bjergbakkevej ved Hollensted og til broen ved Sdr. Saltum. Desuden må man fiske i Nørre å fra Frederikshavnsvej til udløbet i Ryå. Der er dog enkelte ”huller” i adgangen til fiskeriet. De fremgår af kortet over fiskevandet på foreningens hjemmeside: www.b-l-f.dk

Der er en god bestand af havørreder i begge åer, som kan fanges fra maj og resten af sæsonen til 15. november.

Fiskene fanges mest på opstrøms spinner, men kan også fanges på almindelig nedstrøms fiskeri med blink, wobler og orm. Som noget nyt tages en del havørreder på tørflue i forsommeren, medens vådflue er det bedste senere på året.

Der er igen kommet en bestand af bækørreder, som danner grundlag for tørfluefiskeri. Især unge og ældre har meget fornøjelse af denne fisk, da den er lettere at få til at bide end havørreden. Foreningens medlemmer genudsætter for de meste bækørrederne, da bestanden er meget sårbar.

Når du er medlem af Brønderslev Lystfiskeriforening må du også fiske på Nedre Ryå Sammenslutningens fiskevand. Det strækker sig fra Blokhusvejbroen til udløbet i Limfjorden. Der er dog også enkelte ”huller” i dette fiskeri. Se fiskevandet på: www.nedre-ryaa.dk

Sammenlagt giver medlemskab af BLF adgang til at fiske på mere end 70 kilometer fiskevand.

Ørrederne i BLF´s fiskevand er fredet fra: 16. november – 1. marts. Nedfaldsfisk er totalfredet

Mindstemål på havørreder er 40 cm og på bækørreder 35 cm. Desuden er mindstemålet på gedder i åen 60 cm.

Fiskekort kan kun købes online på: http://www.b-l-f.dk/



Opdateret af: Destination NORD  | info@destination-nord.dk
Fotograf: Brønderslev Erhverv & Turisme