Stentinget Byrhøj ved Klokkerholm

Afstand: 157.37 Km

Lidt uden for Klokkerholm brydes landskabet hist og her af et stort antal gravhøje. Her ligger også et større historisk område, der hedder Stentinget. En af gravhøjene, som ligger placeret i netop området Stentinget hedder Byrhøj. Området minder os om, at der lige her har været en anden virkelighed.

Engang lå der på Stentinget en landsby med dygtige håndværkere. Fundene vidner om, at der er lavet flot håndværk her, men også at beboerne rejste ud og handlede. Der er f.eks fund fra Frankerriget, Alperne og romerriget. Her har i vikingetiden boet en ikke ubetydelig stormand.

Danmark Naturfredsningsforening skriver om Stentinget-Byrhøj:

"Stentinget Byrhøj er blevet tolket som værende resterne af det sagnomspundne Wendela, det gamle Vendsyssels ”hovedstad”. Det står fast, at området er en grav- og boplads fra yngre jernalder og vikingetid. Stentinget Byrhøj er en af de få kendte indlandsbopladser i Danmark fra jernalderen, hvor handel og håndværk/produktion har spillet en væsentlig rolle på trods af afstanden til kysten. Der er således gjort en række arkæologiske fund fra cirka år 600 frem til år 1100 e. Kr."

Under udgravningerne (Vendsyssel Historiske Museum) i 1989-92 blev der gjort betydelige fund, som ikke var set før. Herefter blev området omfattet af en fredning omkring år 2000. Denne fredning blev ved hjælp af lokale borgere under foreningen ”Klokkerholm, Byen i landskabet” effektueret i 2018.

Nu kan du parkere bilen på P-pladsen ved Johanneskort-skiltningen på Hellumvej og gå den lille tur (ca. 500 m.) op til Byrhøj. Vandringen foregår langs fyrretræshækken mod øst, skrå ind over marken og op på Byrhøj. Herfra kigger du ned i gravhøjen, hvor du kan nyde din mad i madpakkehuset og læse mere om områdets historie.

Opdateret af: Brønderslev Erhverv & Turisme  | turisme@99454545.dk
Fotograf: Brønderslev Erhverv & Turisme
Fotograf: Brønderslev Erhverv & Turisme